Fra MMA-buret til kunstgalleriet: Hvem er Simon Buret egentlig?
Der er noget fascinerende ved typer, som ikke bare holder sig til én boldgade. I en tid hvor algoritmer konstant prøver at indfange os med de samme interesser og rutiner, dukker der indimellem et menneske op, som insisterer på at være både og – ikke enten eller. Lidt som hvis Conor McGregor pludselig åbnede sit eget keramikværksted. Mød manden, der balancerer på kanten mellem benhårde MMA-kampe og bløde penselstrøg på arkivkvalitetspapir: Simon Buret.
Hvis du tænker “vent, er det fyren fra popduoen AaRON?”, så er du ikke helt galt på den. Men den her Simon Buret er en anden – og han er i gang med at male sig ind i den europæiske samtidskunstscene og samtidig kæmpe sig frem mod bæltet i buret. Jep. Et liv mellem uppercuts og oliekridt.
Hvad handler det her bur egentlig om?
Simon Buret er blevet et navn, man bør holde øje med – i hvert fald hvis man sætter pris på action med både sved og substans. I MMA-verdenen gjorde han sig aktuelt bemærket med sin næste kamp til MMA GALLA den 28. marts i Brøndby Hallen, hvor han møder den tyske fighter Djamalay Bersanukaev i sin anden professionelle kamp.
Kampen er del af hans dedikerede mission: fire sejre i træk og så stiler han direkte efter bæltet. Det er med andre ord ikke bare manden, der snakker – han leverer også. Og det kan du selv følge med i via den nylige omtale af simon buret på fighting.dk.
Hvorfor er det fedt?
Fordi det er rock’n’roll! Altså, den moderne slags, der lever i æstetisk spændingsfelt mellem sort bælte og sort blæk. Der er bare noget uimodståeligt ved folk, der ikke kan nøjes med én form for udtryk. Hvis MMA’en er et råt udbrud af vilje og fysik, så er hans kunst det visuelle modstykke: kontrolleret, tekstureret, næsten poetisk.
Hans nyeste værker “Le passager” og “Nijinski” er landet med 2026-stemplet trykt direkte på paletten. Begge skabt med acrylic ink og oliepinde – og med black stone-accenter på Arches-papir, selvfølgelig. Klassisk fransk flair møder nutidig energi. Lidt som om det var Jean-Michel Basquiat, der var begyndt at træne med elbows og rear naked chokes.
Det vidste du (måske) ikke…
Simon Buret er ikke lige typen, der dokumenterer sit liv i 47 Instagram Storys på en dag. Han er mere mystisk. En type, der balancerer mellem to meget forskellige verdener, men på en eller anden måde får dem til at hænge sammen. Hans tilgang er næsten old school: fokus på håndværket, produktet, ikke brandingcirkusset.
Og måske er det derfor, han faktisk skiller sig ud. I en tidsalder hvor alle er på jagt efter en niche at dominere, så ser vi her en mand, der insisterer på både at slå og skabe.
Skal man hoppe med på bølgen?
Ærligt – hvorfor ikke? Livet er for kort til kun at dyrke én side af sig selv. Måske skal du ikke straks til at male ekspressionistiske kruseduller efter træning, men det siger noget ret stærkt: Man behøver ikke vælge mellem barsk og blød. Du må gerne være begge dele. Du må gerne have sår på knoerne og maling på fingrene.
Og næste gang en kompis brokker sig over, at han ikke kan nå både padeltennis og pasta carbonara i samme uge? Så bare sæt ham ned, åbn en kold og fortæl ham historien om Simon Buret – manden, der trives bedst midt i støvet fra kampburet og duften af friskfernis.